Købstad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Artiklen indgår i serien om Danmarks Bebyggelse gennem tiderne Dalby Kirke

Emner

Den førindustrielle bebyggelse Landsby Kloster Vandmølle Stubmølle Vindmølle Herregård Købstad Handelsplads Fiskerleje Ladeplads Skipperby Færgegård Landevejskro Bybegrebet i Danmark Bebyggelsen i den industrielle tidsalder Fiskeriby Landbrugsby Stationsby Vejby Forstad Satellitby Soveby

En købstad er en bebyggelse med særlige privilegier, typisk opnået ved kongelig indvirken. Disse privilegier indbefattede ofte

• eneret til håndværk og handel inden for et område, læbælte,
• ret til egen administration (altså adskilt fra landets),
• ret til egen domstol,
• fritagelse for visse skatter og endelig
• fritagelse for militærtjeneste/værnepligt.

Derudover kunne eksempelvis religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) være en del af privilegiet.^[1]

Siden kommunalreformen i 1970 har de danske købstæder ingen særlig status.

[redigér] Stadsretternes oprindelse og tildeling

Kong Christian 4. var en af Danmarkshistoriens mest virksomme oprettere af købstæder og fremmede Københavns stilling i Kongeriget, blandt andet lod han bygge nye bydele og monumentale bygninger som Trinitatis Kirke og Rundetårn.

Købstadsrettigheder blev i middelalderen tildelt af byherren, det vil sige den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen, men også en hertug (således greven af Holsten, hertuger af Sønderjylland, Nørrejylland og Halland), en ærkebiskop (således for de bornholmske købstæders vedkommende), en biskop (således biskoppen af Roskilde, der var byherre for København), eller abbedissen og konfessoren af et kloster (således Maribo). Tildelte rettigheder gjaldt kun så længe, den pågældende havde overherredømmet og/eller var i live: således havde den svenske konge herredømmet over Skåne i midten af 1300-tallet og udstedte 1353 en stadsret for Malmø, men da Valdemar Atterdag havde genvundet Skåne, fik Malmø en ny stadsret. Hver gang, en konge døde, måtte stadsretten fornyes, og skete det ikke, havde stedet mistet sin særstilling.

Det var imidlertid ikke muligt for en hertug at påtvinge en købstad en bestemt stadsret, hvis stedets indbyggere ikke var enige heri.

Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode.

Selve udstedelsen af stadsrettighed skete skriftligt. Ofte var det en kendt og anset stadsrettighed, som byherren gav lov til at måtte bruges af ansøgeren. Sådanne "udlån" af stadsretter skete blandt andet med stadsretterne for København, Lund, Malmø, Odense, Ribe, Roskilde, Slesvig, Viborg, Ålborg og Århus; Tønder fik lov til at anvende Lybæks stadsret. Hvis en byherre fandt, at der var bestemmelser i en stadsret, som ikke passede, var der mulighed for at tage forbeholdt for disse bestemmelsers ibrugtagen. På lignende måde kunne en ufyldestgørende stadsret suppleres med bestemmelser hentet fra andre stadsretter^[2].

[redigér] Købstædernes fordeling og beliggenhed

I løbet af middelalderen oprettedes et net af købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk dækkede stort set hele kongeriget og Sønderjylland bortset fra Jyllands, Skånes, Hallands og Blekinges indre (kystfjerne) egne. Mange steder, blandt andet på Lolland og Falster, var netværket så tæt, at købstæderne dårligt kunne opnå et opland af betydning^[3]. En del af denne tæthed skal ses i lyset af nærheden til Hansastæderne langs Østersøens sydkyst, men også de vigtige vandveje gennem Øresund og i Vadehavet medvirkede til købstæders opkomst i disse områder; en del købstæder opstod i tilknytning til sikringen af overfart mellem landsdelene. De fleste købstæder lå tillige i tilknytning til datidens "hovedvejsnet", hærstræderne eller hærvejene, og den del af dette vejnet, der løb igennem købstaden, fik ofte navnet "Algade" (fx. Holbæk)^[4].

Følgen af de tætte købstadsnetværk var, at en del købstæder med tiden atter mistede deres rettigheder, mens omvendt mere levedygtige steder med tiden fik tillagt sig købstadsrettigheder. Fra tid til anden gjorde kongemagten forsøg på ved mere eller mindre udtalt tvang at ændre købstadsbeliggelsesfordelingen, men ofte kun med ringe held^[5].

[redigér] Købstædernes byplaner

Nyboder - en planlagt bydel

København, 1728

Det er sandsynligt, at de fleste middelalderlige købstæder er mere eller mindre planlagte med regulerede gadenet og torveplads og med en opdeling af bygrunde med faste eller regulerede mål. I takt med byens vækst blev baggader anlagt parallelt med hovedgaden og med nye bygrunde udstukket, blandt andet langs bagsiden af de oprindelige grunde. Den derved opståede byplan fik betydning for købstadens sociale geografi (standsinddelingen) helt frem til den industrielle tid, hvor der atter skete en forandring. I hele denne tid boede købstadens overklasse (købmandsfamilier med videre) langs hovedgaden, håndværkere i de næstmest tiltrækkende områder, mens byens dårligst stillede blev henvist til yderområder^[6]. Man skelner mellem to slags middelalderkøbstæder: strandkøbing og akselkøbing. Akselkøbingen fik sit navn af, at den lå inde i landet, hvorfor varerne fra oplandet blev bragt til torvet med vogne, på hjul og aksel. Mens torvet i nogle købstæder fra starten var planlagt som sådant (Assens, Fåborg og Nakskov er eksempler herpå), klarede man sig andre steder med udvidelser af byens hovedgade, Algaden (således i Holbæk)^[7].

Senere købstadsanlæg skete ligeledes efter regulære byplaner. Dette gælder ikke mindst de købstæder, der blev anlagte som led i rigets forsvar, således Christianspris, Fredericia, Kristianstad, Kristianopel, Hørsholm, Frederiksværk og andre, ligesom man i gamle byer forsøgte at indpasse nye byplaner i de gamle strukturer (fx. Nyboder i København). Kendetegnende for renæssancens og enevældens anlagte købstæder er således byplaner med symmetrier og geometriske former, gadeplaner med radiale eller rektangulære former, ligesom fæstningsanlægget blev anlagt med en rundkredsagtig form, polygonale fæstningslinier med fremspringende, flerkantede bastioner og voldgrave foran^[8].

[redigér] Købstædernes alder og historie

[redigér] Jernalder og vikingetid (indtil 1050)

Hedeby

Wiker (handels- og centralpladser) kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte wiker fra germansk jernalder og vikingetid er Hedeby ved Slien, Dankirke og Ribe ved Vadehavet, Lindholm og Sebbersund ved Limfjorden, Stentinget i Vendsyssel, Gudme på Fyn, Tissø, Boeslunde og Lejre på Sjælland, Sorte Muld på Bornholm, Slöinge og Uppåkra i Skåne. I omgivende lande kendes Helgø og Birka i Mäleren, Kaupang ved Oslofjorden med flere^[9]. Kendetegnende er, at de fleste af disse steder opgives henimod vikingetidens ophør. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en handlingskraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen. Wikerne lader sig i historisk tid bedst sammenligne med udskibningssteder, ladesteder og skipperbyer, hvis trivselsgrundlag var lige så stærkt eller skrøbeligt.

[redigér] Middelalderen (1050-1536)

De ældste bebyggelser, som siden fik købstadsprivilegier, stammer fra vikingetiden. Kendetegnende er, at de fleste købstæder anlagdes ved åer eller mindre vandløb, ofte på steder hvor disse krydsedes af vejforbindelser og hvor der var overfart eller vadested. Medvirkende ved denne beliggenhed synes dels at være muligheden for at sejle til og fra staden med den ikke særligt dybtgående skibstype, der var i brug indtil omkring år 1200. Desuden synes vandløbene at have haft betydning ved vandforsyning til husholdninger og vandkrævende virksomhed, blandt andet ferskvandsfiskeri og driften af vandmøller^[10]. Vandmølledrift i købstæder kendes blandt andet fra Ribe, Vejle og Roskilde^[11]. Nogle udviklede sig i kraft af en domkirke eller et kloster, andre som torvekøbinger, der skyldte handelen deres opkomst, og atter andre var borgbyer, der voksede op i ly af et af 1100-tallets nye borganlæg^[12]. Flere af de tidlige købstæder var tillige tidlige udmøntningssteder, således Hedeby/Slesvig, Ribe, Århus, Randers, Viborg, Ålborg, Odense, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Lund og Tommarp. Kun undtagelsesvis fandt udmøntning sted uden for købstæderne. Fra 1200-tallet blev det reglen, at et marked ikke kunne holdes uden kongelig tilladelse^[13].

Omkring 1070 omtaler Adam af Bremen en række civitas, det vil sige biskopsæder eller domkirkebyer: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Odense, Roskilde og Lund. Roskilde omtaltes som kongesæde. Desuden nævnes Ålborg og byer ved de østjyske fjorde uden nærmere angivelse. Ringsted og Slagelse omtales allerede inden år 1100 som købstæder. 1140 gav Erik Lam Næstved torveprivilegier^[14].

Prospekt af Flensborg fra 1500-tallet. Fra Georg Braun og Franz Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum.

Omkring 1200 talte det danske område følgende købstæder:

• Flensborg (Sønderjylland)
• Helsingborg (Skåne)
• Hjørring (Nørrejylland)
• Horsens (Nørrejylland)
• Kalundborg (Sjælland)
• København (Sjælland)
• Lomma (Skåne)
• Lund (Skåne)
• Næstved (Sjælland)
• Odense (Fyn)
• Randers (Nørrejylland)
• Ribe (Nørrejylland)
• Ringsted (Sjælland)
• Roskilde (Sjælland)
• Slagelse (Sjælland)
• Slangerup (Sjælland)
• Slesvig (Sønderjylland)
• Svendborg (Fyn)
• Søborg (Sjælland)
• Tommarp (Skåne)
• Tønder (Sønderjylland)
• Viborg (Nørrejylland)
• Ålborg (Nørrejylland)
• Århus (Nørrejylland)^[15]

Den magtpolitiske forskydning i Østersøområdet under Valdemarerne frem til 1225, hvor den danske rolle i samhandelen brydes, fik stor betydning for opvæksten af en række danske købstæder, således Kolding, Haderslev, Åbenrå, Sønderborg, Flensborg, Assens, Fåborg, Svendborg, Rudkøbing, Nakskov, Sakskøbing, Stege, Skælskør, Næstved, Vordingborg og Køge^[16].

Den krise, som ramte landet med Den sorte død i 1348 bevirkede, at nogle af de gamle købstæder mistede deres købstadsrettigheder, således Skibby og Søborg på Sjælland, Borre på Møn og Herrested på Fyn^[17].

Erik af Pommern gjorde som konge ihærdige forsøg på at styrke købstæderne: Købstadsforordningen af 1422 indskærpede købstædernes monopol på handel og håndværk. Dette var især vendt mod hansekøbmændene, der mange gange købte deres varer direkte fra danske godsejere, bønder og fiskere. Med den nye forordning sikrede man, at der kom en dansk købmand som mellemhandler. Forordningen gav også hvert håndværkerlav eneret på udførelse af arbejde indenfor deres fagområde.

Købstæderne fik også udvidet selvstyre. Det daglige ansvar med kontrol af håndværk og handel samt udligning af skatter skulle varetages af 2 borgmestre og 6 til 12 rådmænd, der blev valgt blandt byens større handelsfolk. Byrådsarbejdet var ikke lønnet, men efterhånden gav stillingen en række privilegier bl.a. fratagelse af byskat, og ofte fik de en særskilt del af byens fællesjord til græsning af deres kreaturer. Ligeledes kunne afgørelser fra bytinget i en række større byer ankes til byrådet, der også mange gange havde domsmyndigheden i handels- og arveretssager.

Endelig oprettede Erik af Pommern et antal nye købstæder: Kerteminde, Skagen, Landskrona, Maribo og Korsør^[18].

Ved reformationen 1536 fandtes i hele Danmark (medregnet Sønderjylland, Skåne, Halland og Blekinge) 85 købstæder. Med et betjeningsopland på 2 mil (det vil sige i en afstand af op til 15 km fra staden) var hele landet vel betjent, bortset fra det indre Jylland, Himmerland, Vendsyssel og de indre dele af Skåne, Halland og Blekinge; til gengæld var de danske øer og dele af især den skånske kyst ofte inden for betjeningsafstand af mere en een købstad, hvilket - alt andet lige - bidrog til at vanskeliggøre disses vækst og velstand^[19].

[redigér] Renæssancen (1536-1660)

Det Danmark, der i 1536 fremstod af borgerkrigens og grevefejdens kaos, var i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian 3. og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel. Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere - kronen og hovedgårdene - tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, [[Lybæk] og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant. Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian 2.s landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet. ^[20]. Også købstæderne nød i nogen grad fordele af denne udvikling: blandt dem, der deltog i denne studehandel, var købmanden Jens Bang i Ålborg^[21].

Hellige Trefoldigheds kirke i Kristiansstad med Christian 4's monogram foran

Tiden fra omkring 1550 og frem til omkring 1800 var præget af merkantilismen, en tankegang gående ud på at sikre sig en gunstig handelsbalance, hvor værdien af udførslen oversteg værdien af indførslen og derved sikrede landet et overskud i penge, desuden at virke for oprettelsen af nye industrier og at fremme handelen ved monopoler, toldbeskyttelse og støtte til virksomheder og handelskompagnier, herunder ved at oprette virksomheder drevet for statens regning. Bag hele denne virksomhed stod målet: at styrke riget og statsmagten^[22].

Det andet hensyn, der spillede en stor rolle i Kronens købstadspolitik, var forsvarsmæssige forhold. Flere fæstninger blev udtænkt, nogle bygget og - for at tilgodese rigets udvikling - tillige ofte forsynet med købstadsprivilegier til næringslivets fremme.

Fra reformationen frem til enevældens indførelse oprettede Christian 4. (eller i det mindste forsøgte at oprette) et antal nye købstæder:

• Kristianopel (Blekinge) 1600,[samtidig nedlagdes Avskær, Lykå og Elleholm]
• Ny-Varberg (Halland) 1613, [samtidig nedlagdes Gamleby og Nyby]
• Kristianstad (Skåne) 1615,
• Christianshavn (Amager) 1619,
• Sorø (Sjælland) 1638,
• Ballum (Sønderjylland) 1642,

Flere af disse var fæstningsbyer og anlagt først og fremmest af militærstrategiske årsager. Foruden de nævnte havde kronen flere andre projekter, således en omflytning af Bredsted i Sønderjylland omkring 1615. Derudover anlagdes nye købstæder i Norge og i Holsten^[23].

Sideløbende forsøgte Christian 4. med ulige tiltag for at fremme købstædernes udvikling: tiltag efter tiltag blev sat i gang, fx. nye kompagnier omkring 1620: 1619 Islandske Kompagni, 1620 Klædekompagniet, 1621 Østersøkompagniet og Guineakompagniet. Alle modtog de omfattende støtte fra statens side uden, at det hjalp stort.

Ligeledes stod han for opførelsen af adskillige nye bygninger i København: Børsen, Tøjhuset, Provianthuset, Trinitatis Kirke, Rundetårn, Regensen, Holmens kirke, Rosenborg - samt bydelen Nyboder^[24]. Hvortil kommer købstaden Christianshavn på Amager, der trods sin formelt selvstændige stilling indgik som et led i det samlede, københavnske fæstningsværk.

Christian 4.s mange tiltag fik dog kun begrænset betydning for købstadsudviklingen. Ulige tilbageslag i form af krige, økonomiske kriser, brande, oversvømmelser og sygdomsepidemier bevirkede, at der alt i alt var tale om stagnerende samfund. Kort før sin død udfærdigede kongen 1647-48 et forhandlingsoplæg til rigsrådet, hvori det blandt andet siges, at "det vil holdes i agt, at man erlanger en vis stabel i København til de fremmede, som dér kan være fri i deres huse og logementer til at ekscersere deres religion, aldenstund kommercium intet slår til ved vore egne at drive til disse rigers forbedring"^[25].

[redigér] Krige, kriser og epidemier (1625-1660)

Randers - købstadsbygning fra 1600-tallet

Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645)^[26] og sidst - og værst - Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang.

Allerede 1654-55 blev dele af landet ramt af pest, og under Karl Gustav-krigene ramtes landet af en ny bølge. Folk døde i tusindvis, utallige prøvede at flygte, blandt andet til Ribe der nærmest omdannedes til en kæmpemæssig flygtningelejr. Ødegårde og øde tomter bredte sig overalt i landet. Utallige gårde var "ruineret". Også købstæder blev hårdt ramt af pesten, især Ribe, Varde, Fredericia, Vejle, Horsens, Kolding og Åbenrå. Det er beregnet, at omkring en sjettedel (14-17%) af alle kongerigets indbyggere (omkring 110-120.000 af i alt omkring 800.000 indbyggere) døde under krigen^[27].

Kort til før Karl Gustav-krigene havde Frederik 3. grundlagt to nye fæstninger og købstæder:

• Fredericia (Nørrejylland) 1650,
• Hals (Nørrejylland) 1654.

Baggrunden for disse var den ændrede tilstand efter Torstenson-krigen. Ved freden i 1645 havde Danmark-Norge måttet afstå Halland for en 15-årig periode. Dermed var den faste landforbindelse mellem Skåne i syd og Norge i nord blevet afbrudt. Hvor sejladsen mellem de to kongeriger tidligere havde kunnet ske langs den hallandske kyst, var danske skibe nu henvist til at sejle langs den jyske østkyst indtil Fladstrand og derfra den korteste rute over Kattegat til Marstrand, hvorfra sejladsen videre nordover atter kunne ske langs en kyst på den danske konges hænder. Hals blev oprettet dels for - sammen med Marstrand - at kunne kontrollere (så vidt muligt) farvandet på dette strategisk vigtige sted (og dermed tillige sikre, at Sverige - trods besættelsen af Halland - alligevel ikke havde fri adgang til verdenshavet mod vest), dels at beskytte indsejlingen til Limfjorden, lige som stedet var velbeliggende for et toldsted for hele Limfjordsområdet. Fredericia lå på det vigtige sted Bersodde, hvor muligheden for at beskytte overfarten mellem Fyn og Jylland fra et eventuelt svensk angreb over Kattegat var bedst. Begge steder fik tillige tildelt købstadsrettigheder^[28].

[redigér] Enevælden indtil landboreformerne (1660-1780)

Krudttårnet - en del af Fladstrand Fæstning bygget i 1686-1690.

Kun få nye købstæder oprettedes under den ældre enevælde:

• Frederikssund på Sjælland i 1665 og
• Frederiksort i Sønderjylland i årene 1663-67.

Frederikssund udviklede sig som en slags ladeplads for købstaden Slangerup men satte med tiden denne i skyggen.

Dertil kom fæstningsanlægget i Fladstrand. Dettes oprettelse synes til dels at være sket i lyset af freden i København 1660, hvor Danmark måtte afstå ikke blot Skånelandene men tillige Bohuslen med Marstrand. Derved forøgedes behovet for et udskibningssted så nordligt i Jylland som muligt, og havnen ved Fladstrand var efter forholdene en af de bedste muligheder, der fandtes. Stedet kunne således tjene såvel handelsmæssige som forsvarsmæssige hensyn, men af disse synes sidstnævnte i begyndelsen at have vejet tungest^[29].

Atter igen efter enevældens indførelse forsøgte man sig med oprettelse af handelskompagnier for fjernhandelen: 1662 Islandsk Kompagni, 1670 Ostindisk Kompagni, 1671 Vestindisk Kompagni, 1672 Guinesisk Selskab. Desuden førsøgte man at ophjælpe industriel virksomhed, blandt andet tobaksspinderier. Man indkaldte fremmede håndværkere ved forordninger i 1671^[30], 1681, 1682^[31], 1688^[32], 1698^[33] og 1705. Ved købstadsforordningen af 1682 blev der givet København og 25 steder^[34] eneret på udenrigshandel, men allerede 1689 måtte ordningen atter opgives. Adskillige købstæder havde forholdsvis mange landbrugere, skønt dette ikke skulle være deres hovednæringsvej. I Rentekammeret, der havde en central rolle i de mange tiltag, formuleredes 1685 erfaringen: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt"^[35]. Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet skete ikke.

Antallet af købstæder var lille, og de fleste af disse forblev meget små gennem hele 1700-tallet; Endnu i 1801 havde de fleste danske købstæder og flækker kun nogle få hundrede indbyggere. Kendetegnende var det, at de største købstæder lå i Sønderjylland og Holsten.

Kilder: Degn (1987) tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Købstæder med mere oprettede mellem 1600 og 1801 er vist med kursiv.

Efter den unge enevældes tiltag for oprettelsen af blandede fæstningsanlæg og købstæder gik der mere end et halvt århundrede, inden nye købstæder kom til:

• Nibe (Nørrejylland) 1727,
• Hørsholm (Sjælland) 1739,
• Hillerød (Sjælland) 1750-erne,
• Frederiksværk (Sjælland) 1750-erne,
• Skanderborg (Nørrejylland) ca. 1760,
• Marstal (Ærø) 1760,
• Christiansfeld (Sønderjylland) 1773.

Kendetegnende for disse er, at de fortrinsvis havde økonomiske hensyn bag sig. Til gengæld havde man i det lange tidsrum fra den unge enevælde til afslutningen af Store Nordiske Krig ladet flere steder drive handel, håndværk og skibsfart uden særrettigheder hertil: Allinge-Sandvig, Fladstrand, Løgstør, Nørresundby, Hillerød og Nibe. Kun de to sidstnævnte var med (og da blandt de første), da man atter gav sig i kast med at udnævne nye købstæder.

Købstæderne havde en vis forret til håndværk, handel og skibsfart inden for en vis omkreds (læbæltet) omend dette ikke synes at have haft nogen stor betydning for deres næringslivs trivsel: i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug en ikke ubetydelig rolle som levevej^[36].

[redigér] Tiden fra 1800 til 1970

1818 fik Fladstrand langt om længe købstadsrettigheder og ophævet til købstad under navnet Frederikshavn.

Den udvikling, som det danske samfund gennemgik i første halvdel af 1800-tallet, førte kun til mindre ændringer i de befolkningsmæssige - og dermed bebyggelsesmæssige - forhold. Sideløbende med kornhandelstiden oplevede landet en vis afvandring til købstæderne, og omkring midten af århundredet var opstået de første tilløb til forstadsbebyggelser uden for købstædernes administrative område - et forvarsel om den gennemgribende forandring, som da endnu blot var i sin vorden. Det var først fra omkring midten af 1800-tallet, at det førindustrielle samfund oplevede et begyndende opbrud. Det er skæbnens ironi, at købstædernes virkelige blomstring først indtraf i takt med afviklingen af deres særrettigheder.

Fra midten af 1800-tallet blev købstadsrettighederne udhulet ved nye love. Eneretten til handel blev således indskrænket ved næringsfrihedsloven fra 1857, der trådte i kraft ved nytår 1862. Allerede høkerloven i 1856 havde svækket købstædernes særstilling væsentligt. Indtil 1920 bevarede de dog fortsat eneretten på håndværk og handel i en vis afstand, men denne ret blev undergravet ved muligheder for undtagelser efter samtykke.

Købstæder hørte normalt ikke under amtskommunen. Dette betød blandt andet at byen ikke deltog i amtsrådsvalg. Købstaden havde selv ansvaret for de opgaver som på landet hørte under amtsrådet. De bornholmske købstæder hørte dog under amtskommunen indtil 1959.

Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelsen købstad er nu kun en historisk titel.

[redigér] Litteratur

• Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark, bind I, 1; 1960),
• Ejler Alkjær: "Byernes oplandstilknyttende og oplandsskabende Faktorer" (Det danske Marked, 1942, s. 139-153),
• Erik Arup: Danmarks Historie I-II (1925-32),
• Byhuset. Byggeskik i købstaden, red. Curt von Jessen et al. (København 1980),
• Steen B. Böcher: "Vandkraften som initial lokaliseringsfaktor for dansk industri" (Geografisk Tidsskrift, 52. Bind, 1952-53, s. 33-50),
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund (2. udgave, Akademisk Forlag 1977),
• Jens Ole Christensen: "Fladstrand - befæstning og byudvikling" (Historie, Ny række, 18, 1989, s. 421-450),
• Ole Degn: "Danmark. De nyanlagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977),
• Ole Degn: "Byer, hierarkier og byudvikling i Danmark 1550-1700" (Historie, Ny række 17, 1987, s. 527-546),
• Ole Feldbæk: "Den lange fred. 1700-1800" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 9, 1990),
• Ole Fenger: ""Kirker rejses alle vegne".1050-1250" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 4, 1989),
• Hans H. Fussing: "Bybefolkningen 1600-1660. Erhvervsfordeling, ambulans, indtjeningsevne" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 1, Universitetsforlaget i Aarhus 1957),
• Viggo Hansen: "The pre-industrial City of Denmark" (Geografisk Tidsskrift, bind 75, 1976, s. 51-57),
• Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 5, 1989),
• Grethe Jacobsen: "Dansk købstadlovgivning i middelalderen" (Historie, Ny række, 19, 1991, s. 393-439),
• Henrik M. Jansen, Tore Nyberg og Thomas Riis: "Danmark. Danske byers fremvækst og udvikling i middelalderen" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 1: Middelaldersteder; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977),
• Aksel Lassen: "Skæbneåret 1659. Hungersnød og pest over Sydvestdanmark" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 5, Universitetsforlaget i Aarhus 1958),
• Allan A. Lund: Adam af Bremens krønike (Wormanium 2000)
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109, Odense Universitetsforlag 1987)
• Peter Sawyer: "Da Danmark blev Danmark. Fra ca. år 700 til ca. 1050" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 3, 1989),
• Benito Scocozza: "Ved afgrundens rand. 1600-1700" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 8, 1990),
• Niels Peter Stilling: De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940 (Selskabet for Stationsbyforskning 1987),
• Jens Vellev: "Peder Olsen" (Skalk 1992 nr 6, s. 13-15)
• Jakob Ørnbjerg: "Havde godtfolk ikke været det" (Skalk 2003 nr 6, s. 28-31)

[redigér] Noter

1. ↑ Ordbog over det danske sprog: køb(')sdað] (nu kun dial. Købsted). flt. købstæder. (ænyd. købstad, -sted, glda. køpstadh, -stædh, oldn. kaupstaðr, handelsplads, købstad, mnt. kopstat || egl. blot: sted, hvor der købes, drives handel; men under indflydelse af Stad (i bet.: by) har paa grund af ordets senere bet.-forhold formen Købstad i rigsspr. i løbet af 19. aarh. fortrængt den tidligere fortrinsvis brugte form Købsted; se UnivBl.I.14. || kritik af den nye form Købstad se Bredsdorff.(Søndagen.(Følgeblad til “Dagen”). 1839.Nr.35.1. sp.1). Mynst.BlS.II.404) stedligt omraade med en nogenlunde talrig, samlet befolkning, som lever af handel, haandværk, fabriksvirksomhed, immaterielle erhverv olgn.; by (1.2); stad; spec. (emb.) om by (kommune), som er i besiddelse af visse særlige rettigheder (jf. Købstad-privilegium, -ret) og særlig styreform. Hvert Sogn i Kiøbstæderne skal . . have to Prædikere. DL.2– 4–2. De mindre smaa og ubetydelige Stæder kaldes Kjøbstæder eller Flekker. Hallager.42. enkelte . . Kiøbstæder . . naae i Alder høit op i Hedenold. Molb.DH.I.470. Købstadrettigheder (betegner) de Særrettigheder i næringsretlig Henseende, som var tillagte Købstæderne, men som nu er bortfaldne. Sal.2XV.145. || som ent. Købsted: Vil nogen være Borger i nogen Kiøbstæd. DL.3–3–1. Om Folk bar sig saadan ad . . paa Landet, dømte Birke-Dommeren dem virkelig til at være gall, indtil de blev frikiendt af en anden Ret udi Kiøbsteden. Holb.HP.I.2. Det er meget urimeligt at bringe ved 11 Junii Tiider Samvittighed med sig til Kiøbstæden. sa.Pants. I.2. Kiøbstæden Nyekøbing. Cit.1735.(Jy Saml.4R.III.260). Kongen hafde forleeden Aar begyndt at indtage eendeel af Amager Land, for der at ville oprette en nye Kiøbsted, som skulle tilsammenføyes med Kiøbenhafn. Slange.ChrIV.403. Oehl.PSkr.I.6. Sibb.II.58. *Knøsens Fader Frederik | I næste Kjøbsted Ærind fik. Wilst.D.III.9. Aakj.VB.159. Gravl.J.13. Feilb. OrdbS. (Sjæll., Falster, Fyn). komme, drage til købsted (til købsteds. OeconJourn.1758. 181), have været i købsted olgn., (nu dial.) især m. h. t. vedk. steds nærmeste købstad. mand kand ikke viide, om dend stakkels Karl er kommen noget til, thi hand har aldrig været i Kiøbsted tilforn. Holb. 11J.V.11. Han maa dog eengang komme til Kiøbstæd, at hand kand lære noget. sa.Pants.III.7. Feilb. || som ent. Købstad: (byen) lignede mer en Landsby end en Kjøbstad: de fleste Bygninger vare straatakte og klinede Avlsgaarde. Ing.PO.I.45. Et Marked i en Kjøbstad er altid en stor Festdag. Winth.Morsk.94. Fra Grønbæk brugte man dengang Randers som Købstad. OJessen.Fra GrønbækPræstegaard.(1920).47. Esp. 324. Feilb.(sdjy.). || nu ofte spec. om by (1.2), der ikke er hovedstad; provinsby; smaastad. som saa mangen Kjøbenhavner (havde han) aldrig . . set nogen Kjøbstad. Goldschm.III.113. paa engang syntes Gerhard, at han ikke gik i Hovedstaden men i den lille Købstad, som han nylig havde forladt. Drachm.F.II.135. være fra Købstaden dvs.: fra Provinsen. D&H. jf.: Kiøbenhavn (er) ingen stor Stad men en ægte Kiøbstad. Kierk.P.VIII1.49. Kjøbenhavn . . slaar En med alle en Købstads Mangler uden at besidde en Hovedstads Fortrin. Hverken stille Fred eller kraftig Frihed. EBrand. Brud.18. uegl.: disse smaa nordiske Lande er i Virkeligheden Købstæder i Smaalighed, og smaaligt sejpinende overfor deres betydeligste Aander. Brandes.XIII.377.
2. ↑ Jacobsen (1991)
3. ↑ Degn (1977), s. 10
4. ↑ Byhuset, s. 12f
5. ↑ Degn (1977)
6. ↑ Hansen, 1976
7. ↑ Byhuset, s. 16ff
8. ↑ Degn (1977), s.33
9. ↑ Christensen 1977, s. 128f; Larsson, s. 6
10. ↑ Jansen m.fl., s. 13
11. ↑ Hvass, s. 9ff
12. ↑ Fenger, s. 249
13. ↑ Fenger, s. 248
14. ↑ Fenger, s. 247
15. ↑ Fenger, s. 252
16. ↑ Urbaniseringen i Norden I, s. 22
17. ↑ Det danske landbrugs historie I (1988), s. 329
18. ↑ Det danske landbrugs historie I (1988), s. 329
19. ↑ Degn (1987), s. 527f
20. ↑ Det danske landbrugs historie II (1988), s. 79-87
21. ↑ Ørnbjerg, s. 28
22. ↑ Degn (1977), s. 15f
23. ↑ Degn, s. 14f
24. ↑ Degn (1977), s. 19
25. ↑ C.F.Bricka og J.A.Fredericia: Kong Christian IVs egenhændige breve, 1-8, 1878-1947, 7, s. 358 (her efter Degn (1977), s. 19
26. ↑ Degn (1977), s. 18
27. ↑ Lassen, især s. 98
28. ↑ Christensen (1989)
29. ↑ Christensen (1989)
30. ↑ hvor der blev givet privilegier til fremmede, der ville nedsætte sig i købstæderne og der drive manufakturer og storhandel
31. ↑ blandt andet i Fredericias privilegier, ifølge hvilke jøder skulle have en synagoge og enhver kristen fik fri religionsudøvelse
32. ↑ hvor tyske jøder, der spandt og handlede med tobak, fik tilladelse til at slå sig ned på Christianshavn
33. ↑ hvor det i privilegier for uldmanufakturer lovedes udlændinge religionsfrihed overalt i riget, hvor de nedsatte sig
34. ↑ Assens, Bandholm (Maribos ladeplads), Fredericia, Fåborg, Helsingør, Holbæk, Horsens, Kalundborg, Kerteminde, Korsør, Køge, Nakskov, Nyborg, Nykøbing Falster, Næstved, Odense, Ribe, Ringkøbing, Rudkøbing, Rønne, Sakskøbing, Svendborg, Varde, Ålborg og Århus
35. ↑ Degn, s. 15-27
36. ↑ Degn (1977)

[redigér] Eksterne henvisninger

• Den digitale byport: http://www.byhistorie.dk/den_digitale_byport.aspx
• Købstædernes administration 1660-1970
• Svenska städer med stadsprivilegium
• Hansastad
• Hvad er en købstad? fra Præstøs hjemmeside.

[redigér] Se også

• Danske købstæder
• Skånske købstæder
• Slesvigske købstæder
• Norske købstæder
• Hanseforbundet
• Kæmner
• Stednavne
• Bebyggelse
• Læbælte